Menu List

At fejlfortolke sandheden
af Nils Malmros

Download som Word-dokument
 

    Litteraturforskeren og kulturkritikeren Poul Behrendt er optaget af det, han kalder for dobbeltkontrakter. I den forbindelse har han i en artikel i filmmagasinet EKKO og lidt mere uddybende i et kapitel i sin bog "Den hemmelige note. Ti kapitler om små ting, der forandrer alt" kommenteret min film "At kende Sandheden" (2002) og nok så meget den bog, vi udgav i forbindelse med premieren.
    Da jeg har svært ved kortfattet at gøre rede for Poul Behrendts teser, vil jeg nøjes med at citere fra en af hans anmeldelser, hvor der stod, at bogen afslører, at Nils Malmros' bevægende film om hans far var baseret på en løgn.
    Principielt skal Poul Behrendt ikke være ansvarlig for, hvad en anmelder skriver, men i sin bog fremkommer han med så mange fejlagtige udsagn og teser, at jeg føler, at jeg er nødt til at komme med en kommentar. 

    I så godt som al fiktion indgår der en dobbeltkontrakt i den forstand, at forfatterens fabuleringer uundgåeligt er blandet op med elementer af egne oplevelser og erfaringer samt iagttagelser af livet omkring ham. Så diskussionen af disse dobbeltkontrakters karakter er bestemt relevant. For mit eget vedkommende har der altid været en stor kerne af sandhed i mine film forstået som reelle tildragelser, sådan som jeg så dem.
    Det er selvfølgelig ikke uproblematisk, og jeg har derfor aldrig overdrevet virkeligheden for at gøre mine historier mere dramatiske, end de var. Derimod har jeg af pædagogiske grunde ofte lavet omdigtninger, ligesom jeg har været nødt til at lave forskydninger og forkortninger for at få løse ender til at hænge sammen. Men jeg har altid følt mig moralsk forpligtet på, at mine ændringer har ækvivaleret med virkeligheden. Der er således ingen personer i mine film, der gør eller siger noget, der er mere ondt eller mere invaliderende for deres medmennesker, end det de gjorde i virkeligheden. Tværtimod.

    Der er to grunde til disse modereringer. Det første er, at jeg ikke unødigt ønsker at gøre mine medmennesker ondt, selvom jeg godt ved, at der er en række mødre, der har forbandet mine film. Det andet er, at jeg ikke ønsker at prostituere mig kunstnerisk.
    Man kunne med en vis ret synes, at det er en privat problematik, så sandt som kun meget få indforståede personer har kunnet se konturerne af de levende modeller i mine film. Imidlertid bliver problemet mere påtrængende i min sidste film "At kende Sandheden", fordi jeg i denne film – med eller mod min vilje – ikke kan undgå også at være polemisk.

    Min kunstneriske opgave var at beskrive min fars liv og prøve at afklare de indre dæmoner og ydre begivenheder, der livet igennem tilbagevendende gjorde ham forstemt.
    Denne opgave ville jeg ikke kunne løse uden også at fortælle om "Thorotrast-skandalen", da den nok var den væsentligste af de tre skandaler, han blev hjemsøgt af på sine gamle dage. Samtidig følte jeg også en forpligtelse til – i dobbeltrollen som læge og filminstruktør – at formidle en lægeetisk kompliceret problematik for lægmand. 

    Imidlertid havde jeg en vanskelighed. At jeg omdigter og forskyder på det private plan, synes jeg ikke vedkommer andre. Om min far og mor drak kaffe ved Peter Liep eller på d'Angleterre ved en bestemt lejlighed, er ligegyldigt. Men når jeg tillader mig at lade patienten i min film blive opereret for et aneurysme, medens den patient, som den reelle retssag omhandlede, vitterlig ikke blev opereret, så har jeg et problem. Eller sagt på en anden måde: Mine ækvivaleringer – i det omfang jeg er polemisk – bør jeg stå til regnskab for.

    Min medforfatter John Mogensen og jeg følte derfor, at vi af anstændigheds grunde burde ledsage filmen med en bog, hvor vi vedstod problematikken og samtidig retfærdiggjorde vores omskrivninger. Ved at vi samtidig tog bladet fra munden og lige ud sagde, hvad vi mente, kunne de, der eventuelt måtte føle sig krænket af filmen, også få noget reelt at forholde sig til. 

    Generelt må jeg henvise til bogen "At kende Sandheden. En bog om Nils Malmros' film & Filmens manuskript", udgivet på Fiskers Forlag, 2002. Jeg vil dog her resumere de vigtigste punkter og supplere med den viden, jeg siden da har erfaret. Samtidigt vil jeg kommentere den anmeldelse af vores bog, som journalist Jens Jørgen Espersen i sin tid skrev i Politiken.

    Røntgenkontraststoffet Thorotrast kom frem i 1931 og var i lang tid det eneste kontrastmiddel, man havde til angiografi af hjernen (A-grafi). Ved denne undersøgelse sprøjter man 10-30 ml af stoffet ind i den tilførende blodåre til hjernen og umiddelbart efter – medens kontraststoffet løber gennem hjernens blodårer – tager man et røntgenbillede af hovedet, hvorved hjernens blodårer bliver visualiseret. Man kan herved få afgørende oplysninger om sygdomsforhold i hjernen, som man efterfølgende kan operere for og i mange tilfælde redde eller forlænge patientens liv.

    Ulykkeligvis var Thorotrast radioaktivt og kunne ikke udskilles af kroppen igen og blev overvejende aflejret i leveren. Her lå det resten af patientens levetid og ville med en vis sandsynlighed fremkalde levercancer. Men hvor stor denne risiko var, havde man ingen forståelse for i starten. Det skal her bemærkes, at radioaktivitet var et nyt fænomen, som først blev afklaret i de første årtier af 1900-tallet af Madame Curie.
    Man havde i 1902 konstateret, at røntgenstråler kunne fremkalde cancer, men radioaktive strålers farlighed vidste man længe ikke noget om. Yderligere skal det betænkes, at det, at noget er cancerfremkaldende, ikke udelukker, at det kan anvendes diagnostisk eller terapeutisk. Vi tager f.eks. fortsat røntgenbilleder, på trods af at man rent statistisk kan beregne, at det vil koste et vist antal menneskeliv. Ja, vi laver oven i købet CT-scanninger, hvor patienten får en røntgenbelastning, der er 10 til 30 gange større end ved et normalt røntgenbillede.

    Op igennem 30'erne var der adskillige advarsler mod brugen af Thorotrast. Den vigtigste af disse kom fra den tyske radiolog K.H. Bauer, der i 1936 havde lavet en række dyreforsøg, hvor han sprøjtede Thorotrast ind i bughulen på nogle rotter, hvorefter nogle af dem udviklede cancer (sarkomer). Bauer kom med en forsigtig advarsel i 1937 og en stærk advarsel i 1943, hvor han forudsagde, at man kunne forvente cancer hos mennesker 12 til 18 år efter injicering af Thorotrast. 

    For neurokirurgerne var det et spørgsmål om at afveje de diagnostiske gevinster mod den eventuelle risiko. Kort og godt muligheden for at hjælpe patienten her og nu sammenholdt med risikoen for, at denne 10-30 år senere kunne udvikle cancer. Problemstillingen accentueres af, at en patient, der har haft et bristet aneurysme, – og som ikke bliver opereret – kun har 25 % chance for at være i live to år efter.

    Først i 1942 fik man i Danmark et ikke-radioaktivt alternativ til Thorotrast. Dette stof, Per-Abrodil var imidlertid ikke noget vidundermiddel, idet det dels lavede dårlige billeder, dels var udtalt toksisk (giftigt) og baseret på jod, hvorfor mindst 30 patienter på verdensplan er døde af anafylaktisk chok (allergi), umiddelbart efter at stoffet var blevet injiceret. Desuden var Per-Abrodil voldsomt smertefremkaldende og kunne yderligere fremkalde kramper, og da man forsøgsvis indførte stoffet i København i 1942, var der en ung mand, der gik i krampe og døde seks timer efter.

    På trods af disse forhold valgte min far, overlæge Richard Malmros, ved starten af Den neurokirurgiske Afdeling på Århus Kommunehospital i 1943 kun at bruge Per-Abrodil. Man ville dog fortsat bruge Thorotrast til ældre patienter, da disse næppe ville nå at få cancer inden de døde af andre årsager. Desuden ville man også bruge Thorotrast til patienter med højt blodtryk, fordi man var bange for at fremkalde katastrofer i hovedet på folk ved kombinationen af det toksiske Per-Abrodil og det høje blodtryk. Disse undtagelser delte man med Skandinaviens ledende neurokirurg, professor Olivecrona i Stockholm.

    Ulykken var, at man på dette tidspunkt kun kunne få de to kontrastmidler fra Nazityskland, men leveringen af Per-Abrodil var meget svingende, og fra efteråret 1945 og indtil marts 1947 havde man udelukkende Thorotrast til rådighed. I marts 1947 kom der et helt nyt ikke-radioaktivt, jodbaseret kontrastmiddel, Umbradil i handlen, og siden da har ingen patient i Danmark fået Thorotrast i forbindelse med en A-grafi.
    På dette tidspunkt havde endnu ingen fået cancer i Danmark (og så vidt jeg ved i resten af verden) pga. Thorotrasten. Først i 1949 så man den første patient med en cancer, der overvejende sandsynligt skyldtes en tidligere Thorotrast-undersøgelse (foretaget i 30'erne). Alligevel fortsatte man med at bruge Thorotrast i Amerika helt op til 1952 og sandsynligvis senere.                  

    Brugen af Thorotrast i Danmark har afstedkommet to retssager med dom i henholdsvis 1985 og 1992. Der er allermindst 4 millioner patienter på verdensplan, der har fået Thorotrast, og så vidt jeg ved, har ingen af disse 4 millioner tilfælde ført til retssager. 

    Den første danske retssag drejede sig om en 46-årig mand, der i 1977 døde af levercancer, og som 31 år tidligere i 1946 var blevet undersøgt med Thorotrast på Århus Kommunehospital. Imidlertid var hans sygehistorie meget ukarakteristisk.
    Patienten havde 15 år gammel i efteråret 1945 været ud at pløje, da han pludselig fik sprængende hovedpine. Ved indlæggelse på det lokale sygehus fandt man, at patienten var nakkestiv, og ved en lumbalpunktur, hvor man udtømmer lidt af den væske (spinalvæsken), der omgiver hjernen og rygmarven, fandt man, at denne var blodig (og gulligfarvet efter centrifugering). Patienten havde derfor haft en hjerneblødning (en såkaldt subarachnoidal blødning), der kunne stamme fra et bristet aneurysme (en sækformet udposning på en blodåre).
    To måneder senere havde patienten igen et anfald med akut kraftig hovedpine og udviklede efterfølgende talebesvær (ekspressiv afasi). Han blev derfor overført til den neurokirurgiske afdeling i Århus med diagnosen hjerneblødning (Haemorrhagia subarachnoidalis). På specialafdelingen vidste man, at han var i overhængende livsfare, og at det gjaldt om at finde, hvor han havde blødt fra, inden han fik en ny blødning, som kunne tage livet af ham. Man foretog derfor en A-grafi, som man ville have gjort på en hvilken som helst anden neurokirurgisk afdeling verden over på tilsvarende indikationer. Af flere grunde brugte man ved denne A-grafi Thorotrast, om ikke for andet så fordi man på dette tidspunkt (januar 1946) ikke havde Per-Abrodil.
    Imidlertid fandt man ikke, hvor patienten havde blødt fra, og kunne derfor heller ikke operere ham. Min fars forklaring på, hvorfor man ikke fandt aneurysmet, var, at det dels måtte være blevet udtamponeret med et koagel (blodprop), dels måtte være gået i krampe (spasmer). Begge dele hindrer kontrastvæsken i at komme ud i aneurysmet, der derfor heller ikke efterfølgende kan visualiseres på røntgenbilledet.

    En mindre procentdel af patienter med subarachnoidale blødninger får aldrig flere blødninger, og hvis man på forhånd vidste, hvem de var, ville man selvfølgelig også have undladt at lave en A-grafi på dem. Patienten her hørte til denne gruppe, men rent statistisk havde han haft en stor risiko for at få en ny livsfarlig blødning.

    Men patienten fejlede noget mere. Han havde forhøjet blodtryk, hvad der bestemt ikke er harmløst hos en ung mand. Ved to efterfølgende genindlæggelser på den neurokirurgiske afdeling prøvede man at finde forklaringen på det forhøjede blodtryk. Først ved den sidste indlæggelse fandt man, at patienten havde en forsnævring på hovedpulsåren, en såkaldt coarctatio aortae, som var skyld i hans høje blodtryk. På dette tidspunkt var der kun foretaget ganske få operationer for coarctatio aortae i verden, dels i Amerika og dels af den svenske hjertekirurg Crawford i Stockholm. Dette var min far vidende om og fik derfor udvirket, at patienten blev overflyttet til Stockholm, hvor han blev opereret for sin coarctatio, og hans blodtryk blev normaliseret. Var dette ikke sket, ville han have haft en stor risiko for at være død i en meget ung alder på grund af det høje blodtryk. Samtidig er det meget vigtigt, at operationen sker, før patienten bliver 20 år. Ved en senere operation vil blodtrykket ikke – af fortsat uforståelige grunde – normaliseres. 

    Ironien er, at coarctatio og aneurysmer skyldes den samme arvelige grundlidelse i bindevævet (mangel på procollagen III). Der er derfor ingen tvivl om, at patienten havde haft et bristet aneurysme, der var skyld i hans to hjerneblødninger.
    Imidlertid ville Crawford aldrig have opereret patienten for hans coarctatio, før man havde forsøgt at finde hans aneurysme og opereret ham for det. Så hvis man ikke allerede i Århus havde lavet en A-grafi, så ville man have gjort det i Stockholm. Og i Stockholm – som i Århus – ville man i så fald have brugt Thorotrast, da patienten havde højt blodtryk.

    Retssagen mod Århus Kommunehospital endte med, at hospitalet blev frikendt. Men efterfølgende blev Retslægerådets habilitet betvivlet og deres svar udlagt som mangelfulde og i værste fald bevidst vildledende. Især hæftede man sig ved, at Retslægerådet ikke oplyste om alternativet Per-Abrodil.  Kritikken blev især rejst af en journalist fra Ritzaus Bureau, Jens Jørgen Espersen, der angiveligt skulle have oplysninger fra en intern kilde i sundhedsvæsnet. Sagen fik efterhånden en sådan karakter, at den blev betegnet som Thorotrast-skandalen.

    Det var meget længe min fars holdning, at han ikke ville blande sig i sagen (det var ikke ham selv, der officielt var anklaget, men Århus Kommunehospital). Men i foråret 1988, da skandalen var på sit højeste, fik jeg ham overtalt til at skrive den artikel i "Ugeskrift for Læger", som bliver omtalt i filmen. I denne skriver han om forholdene i midten af 40'erne og om alle de overvejelser, man havde gjort angående Thorotrast. Desuden redegjorde han for beslutningen om kun at bruge Per-Abrodil, men at man tilbagevendende og i hele 1946 ikke kunne fremskaffe det.
    Hans artikel sluttede: "Havde der ingen krig været, havde der heller ikke været et Thorotrastproblem i Århus". Denne artikel er ikke blevet modsagt fra nogen side og var ganske givet medvirkende til, at sagen fra Århus ikke blev rejst igen.

    Den anden retssag handlede om en patient, der i 1943 i på Militærhospitalet (Rigshospitalet) var blevet undersøgt med Thorotrast, og som efterfølgende blev opereret for et aneurysme og 40 år senere døde af levercancer.
    Det kan synes mærkeligt, at der kan rejses en ny sag på trods af præcedens fra den første. Imidlertid havde man ved den første sag ikke taget stilling til problematikken Thorotrast contra Per-Abrodil, da Per-Abrodil slet ikke havde været inde i billedet.

    Ganske vist kunne det ikke afgøres, om man havde haft Per-Abrodil i København i 1943, men det gik man ud fra. På grund af den usikkerhed, der trods alt havde været om Retslægerådets habilitet, valgte man i den nye sag i stedet at bruge to skønsmænd – to radiologer – hvoraf den ene var nordmand, og den anden var formand for Danske Radiologer, overlæge dr. med. Johannes Præstholm.
    På spørgsmålet om, hvorvidt Thorotrast ved undersøgelsen i 1943 måtte anses for lægeligt velbegrundet, svarede Johannes Præstholm: "Efter studier af sagens akter suppleret med egne litteraturstudier og ud fra egne erfaringer med ældre og nye vandopløselige, ioderede kontraststoffer (bl.a. Per-Abrodil, NM) anvendt i neuroradiologien mener jeg, at de behandlende læger i 1943 måtte anse Thorotrast for det sikreste kontraststof til anvendelse ved carotis-arteriografi (A-grafi NM)".
    Man burde altså ud fra datidens viden have foretrukket Thorotrast frem for Per-Abrodil. Hermed faldt alle anklager til jorden, og Rigshospitalet blev følgelig også frikendt.

    Jeg må understrege, at det dybest set kun er forholdene på Århus Kommunehospitals neurokirurgiske afdeling, jeg med vægt kan udtale mig om. Og det er muligt, at man i København op gennem 30'erne af uvidenhed har været lempeligere med indikationen for brugen af Thorotrast. Men det skal dog bemærkes, at en A-grafi ikke var en rutineundersøgelse i stil med at få taget et røntgenbillede. Forskelligt fra hvad jeg viser i filmen, indebar en A-grafi nemlig en operation, hvor man blotlagde den store arterie (carotis) på halsen, før man sprøjtede kontraststoffet ind. Der har derfor altid været tungtvejende indikationer, før man lavede en A-grafi.


    Som et afgørende punkt i Poul Behrendts argumentation hævder han som et faktum, at den patient, som den første retssag handlede om, blev fejldiagnosticeret – altså at han ikke havde den hjerneblødning, som han blev undersøgt for. Det kan være svært at diskutere med en lægmand, men en patient med de omtalte symptomer og med blod i spinalvæsken (og gulligfarvning efter centrifugering) har indiskutabelt haft en hjerneblødning. Under retssagen prøvede sagsøgers advokat ganske vist at ignorere dette faktum og hævdede, at A-grafien skulle være foretaget i forbindelse med afklaringen af patientens forhøjede blodtryk, og at det derfor havde været en lægefejl. Dette blev selvfølgelig pure afvist af Retslægerådet. At synspunktet er helt uforståeligt, fremgår alene af det forhold, at man ved en A-grafi tager et røntgenbillede af hovedet, medens en coarctatio sidder i brystet.

    Men forskelligt fra virkeligheden bliver patienten i filmen opereret for sit aneurysme, hvad Poul Behrendt selvfølgelig gør opmærksom på (det står i vores bog og er altså ikke en "hemmelig note", som Poul Behrendt har fundet). Poul Behrendt undlader imidlertid at anføre vores argumenter for legaliteten i denne omdigtning.
    For overhovedet at kunne forklare nødvendigheden af A-grafien og dermed Thorotrasten for publikum er vi nødt til i filmen at vise en aneurysme-operation. Og efter min vurdering ækvivalerer min fars engagement for at afhjælpe patientens forhøjede blodtryk og den efterfølgende operation for coarctatio i Stockholm (der uundgåeligt ville have medført en A-grafi med Thorotrast, hvis den ikke allerede var udført i Århus) fint op med en aneurysme-operation. Ganske vist er det så ikke min far personligt, der opererer, men det finder jeg ikke er så væsentlig, da han har opereret mindst 1000 andre aneurysmer.
    Så kan man imidlertid hævde, at hvis patienten var blevet opereret for sit aneurysme, var der ikke noget grundlag for en retssag. Imidlertid svarer sygehistorien i min film fuldstændig til sygehistorien ved den anden, senere retssag i København. 

    Jeg er lidt usikker på, hvordan Poul Behrendt opfatter min holdning til Retslægerådet. I filmen kan man få det indtryk, at jeg nærmest ser på Retslægerådet med samme øjne, som pressen gjorde. I hvert fald undlader jeg at forsvare Retslægerådet, når det tilsyneladende bliver grebet i at være inhabilt og afgive vildledende svar. Men det er for at skærpe min pointe og argumentation, at ligegyldigt hvad Retslægerådet måtte have ment og sagt, så havde lægerne i midten af 40'erne ikke noget valg: Ville de redde deres patienter, var de nødt til at bruge Thorotrast.
    Men efter at have læst vores bog kan Poul Behrendt i hvert fald ikke fra min side finde belæg for sin gentagne, groft injurierende betegnelse af Retslægerådet som korrupt.
    Ganske vist var jeg på det tidspunkt, hvor vi skrev bogen, endnu usikker angående Retslægerådets habilitet. Under alle omstændigheder tillod jeg mig i bogen at skrive (hvad Poul Behrendt finder ubegribeligt): "Endelig skal det betænkes, at inhabilitet ikke nødvendigvis indebærer uvederhæftighed". Det mener jeg fortsat. Tror Poul Behrendt virkeligt, at dybt seriøse videnskabsmænd ville beklikke deres hæderlighed med noget så småt som bevidst at afgive vildledende svar i Retslægerådet?
    Ironien er, at jeg i dag ved, at Retslægerådet ikke var inhabilt. Det fremgår bl.a. af et brev fra Justitsministeriet til Sundhedsministeriet af 18/2 1988 underskrevet af Erik Ninn-Hansen. Heri understreges det desuden, at ingen af sagens parter var fremkommet med indsigelser mod retslægerådets sammensætning, (som selvfølgelig var velkendt) og at der derfor ikke yderligere var mulighed for, at retten kunne tage stilling til spørgsmålet.

    Derimod kan man fortsat godt diskutere kvaliteten af Retslægerådets svar. Imidlertid fremlagde man de væsentligste advarsler inklusive Bauers ang. cancerrisikoen, men konkluderede, at disse altså ikke var tungtvejende nok til, at lægerne kunne vide, hvor farligt stoffet var før 1946. Og det gav dommerne Retslægerådet medhold i. 

    Hvad Retslægerådet ikke oplyste – men som endegyldigt ville have stadfæstet deres konklusion – var, at der i 1944 – altså året efter Bauers skærpede advarsel – havde været en norsk doktordisputats, hvor Arne Engeset havde vurderet alle de eksisterende kontrastmidler. Engeset påpegede, at de doser Thorotrast, der havde fremkaldt cancer hos rotter, var så store, at de ikke kunne sammenlignes med de relativt små doser, man anvendte ved A-grafi. Han konkluderede ud fra beregninger af radioaktiviteten, at de små doser "should not involve any risk". Det var den virkelighed, de skandinaviske neurokirurger arbejdede i. Men det ændrer ikke ved, at min far personligt fortsat var bekymret og gjorde, hvad han kunne for at undgå Thorotrast.

    Retslægerådet blev ikke spurgt, om der havde været alternative kontrastmidler, men de oplyste uopfordret, at det først i 1946 herhjemme blev muligt at erstatte Thorotrast med andre stoffer. Det er korrekt set ud fra situationen i 1946, det år patienten blev undersøgt (fraset at Umbradil først kom i 1947), men ikke korrekt i forhold til, at man allerede fra 1943 havde forsøgt at gå over til Per-Abrodil.
    Det er vigtigt at forstå, at Retslægerådet ikke er en samling læger, der ligger inde med svar på alle spørgsmål. Ofte skal de med begrænsede ressourcer og på afmålt tid prøve at finde diverse oplysninger i den umådeligt omfattende litteratur. I dette tilfælde fra hele verden og 35 år tilbage i tiden. Deres svar vil derfor altid være mere eller mindre mangelfulde. F.eks. fandt Retslægerådet aldrig frem til Engesets totalt frikendende doktordisputats. Og endelig er det nok så meget op til sagsøgers og sagsøgtes advokater, at finde "svarene" og så stille bevidst ledende spørgsmål til Retslægerådet.

    Jeg har talt med professor Steen Olsen, der som sagkyndig var anmodet om at bistå Retslægerådet. Han vedgår, at de ikke kendte til eksistensen af Per-Abrodil. Sagen er nemlig, at hverken "det korrupte" retslægeråd eller Århus Kommunehospitals advokater på noget tidspunkt kontaktede min far, som efterhånden var den eneste, der lå inde med viden om forholdene i midten af 40'erne. Steen Olsen forklarer det med, at man følte, at det ville være forkert at finde svarene hos den anklagede. Men hvis de havde gjort det, ville de selvfølgelig have fået alt at vide om Per-Abrodil.
    For konspirationstænkende journalister blev den manglende oplysning om Per-Abrodil selvfølgelig udlagt som en bevidst fortielse. Men altså en "fortielse", hvis indhold i endnu højere grad ville have frikendt lægerne på Århus Kommunehospital, da man netop havde valgt at bruge Per-Abrodil – hvis man ellers kunne fremskaffe det.

    Den virkelige grund til, at min far nødigt ville engagere sig i Thorotrast-sagen, var af en sådan karakter, at heller ikke jeg kan fortælle den – og heller ikke efter min fars død. Jeg vil dog understrege, at det ikke drejer sig om forhold, som han juridisk set burde oplyse om.
    Idet vi fortsat ækvivalerede vores fiktion med virkeligheden, konstruerede min medforfatter og jeg derfor historien om reservelægen Riber, der i min fars fravær og mod afdelingens instruks havde brugt Thorotrast for at afklare årsagen til kramper hos et tvillingepar. At historien var opdigtet, følte jeg, at vi var nødt til at fortælle i vores bog. Men jeg følte intet behov for at fortælle sandheden, da den del af filmen ikke er polemisk. Af episke grunde lader vi desuden vores Riber sidde i Retslægerådet og opdigtede et møde mellem ham og journalisten. Dette oplyser vi selvfølgelig også om i vores bog.
    På trods af dette konkluderer Poul Behrendt i sin artikel i EKKO, at jeg med filmen på det groveste sværter afdøde professor dr. med. John Riishede til, da han ifølge Behrendt sad i Retslægerådet.
     Det var selvfølgelig pinagtigt for mig, at jeg med vores bog havde opnået det stik modsatte af min hensigt og uforvarende således havde bragt John Riishedes navn ind i sagen. Jeg var derfor nødt til at komme med et offentligt dementi, hvor jeg understregede, at John Riishede ikke kunne have den rolle, som Poul Behrendt tilskrev ham, alene af den grund, at John Riishede ført blev ansat som reservelæge på min fars afdeling, året efter at man var holdt op med at bruge Thorotrast.
    Dette får imidlertid Poul Behrendt til yderligere at fremture i sin bog "Den hemmelige note", idet han igen nævner John Riishede ved navn og skriver (min understregning): "Historien er for folk med kendskab til sagen den stærkest tænkelige sværtning af 'Ribers alter ego: afdøde professor, dr. med. John Riishede, der som medlem af Retslægerådet havde bekendt sin inhabilitet til Ritzaus Bureau året før – samme år, som Richard Malmros fyldte 80: "Jeg tilstår med nedslået blik, at jeg i næsten ti år havde Malmros som chef, og at jeg i de år arbejdede sammen med ham dag og nat, at jeg derfor kendte ham særdeles godt, at jeg har besøgt ham privat, og at jeg til hans 80 års fødselsdag sendte ham en gave.""  

    Poul Behrendt mener altså, at det er et bevidst hævntogt fra min side. Men man skal være usædvanligt tonedøv, hvis man i John Riishedes udtalelse ikke kan høre hans bidende ironi på anklager om inhabilitet. Og så stammer citatet nemlig ikke fra et svar til Ritzaus Bureau, men fra en artikel, John Riishede skrev i Politiken (1. januar 1988) hvor han yderligere tilføjer: "Den (gaven, NM) burde jeg naturligvis nu trække tilbage, men desværre var det vistnok chokolade". Og for øvrigt var John Riishede ikke inhabil. Og for øvrigt var der ikke noget modsætningsforhold mellem ham og min far, som Poul Behrendt ellers mener at vide fra anonym kilde. Der er derfor ingen mening i, at jeg skulle ønske at sværte ham til. Og for øvrigt sad John Riishede slet ikke i Retslægerådet, men var kun beskikket som rådgiver i neurokirurgi. 

    Om journalisten fra Ritzaus Bureau, Jens Jørgen Espersen, skriver Poul Behrendt, at det var ham, der efter retssagen godtgjorde, at der siden 30'erne havde været advarsler mod Thorotrast. Det er selvfølgelig noget vrøvl, for i så fald har han været meget sen til at opdage det, for det stod eksplicit i dommen. Men Behrendt demonstrerer hermed, at han ikke har læst dommen, og alligevel tør han konkludere, at Retslægerådet var korrupt.
    Men Espersen fandt yderligere otte danske artikler med advarsler mod Thorotrast, som Retslægerådet ikke havde omtalt. Steen Olsen fortæller, at han da godt kendte nogle af artiklerne, men at han fandt dem af mindre betydning i forhold til Bauers advarsel, og at det derfor kun ville sløre billedet at omtale dem.
    Desuden var det Espersen, der fandt, at der havde været et alternativ stof, Per-Abrodil. Men altså en oplysning, der yderligere ville have frikendt lægerne.
    Endelig kunne Espersen afsløre, at man fra centralt hold siden 1949 havde haft et register, hvor man fulgte Thorotrast-patienterne for at afklare, i hvilket omfang de udviklede cancer. Hertil vil jeg bemærke, at det ville have været dybt uansvarligt og problemfornægtende, hvis man ikke havde gjort det.
    Men det kan diskuteres, om det var korrekt, at man ikke oplyste patienterne om registerets eksistens. Fra Sundhedsstyrelsens side sagde man, at det skyldtes hensynet til patienterne. Medicinaldirektør Søren K. Sørensen formulerede det således: "Det vil være en højst inhuman ting at opsøge folk, som er glade og lykkelige, og som føler sig sunde og raske og fortælle dem, at de har en betydelig risiko for at udvikle kræft. Det anser vi for næsten at være psykisk tortur." 
    Personligt er jeg enig med Søren K. Sørensen, og alle de pårørende til tidligere Thorotrastpatienter, jeg har været i kontakt med, har givet udtryk for det samme. Men selvfølgelig var det en rød klud for pressen, at myndighederne havde et hemmeligt register, der imidlertid ikke var ulovligt, da man oprettede det i 1949. 

    Jens Jørgen Espersen fik i januar 1989 Cavlingprisen for sin afdækning af Thorotrast-skandalen, og den må være ham vel undt, så sandt som han afdækkede, hvad myndighederne i mange år havde ønsket hemmeligholdt. Men:
    Dagen før der skulle afgives dom i den anden Thorotrastsag – en dom hvis udfald ingen kunne være i tvivl om på baggrund af skønsmændenes svar – havde Jens J. Espersen en halv side stor artikel i flere aviser, bl.a. Information, hvor han repeterede sagen fra Århus. En sag, som han oprindeligt havde troet var den store skandalesag, men som efterhånden, som tingene var blevet afklaret – og ikke mindst efter min fars artikel i "Ugeskrift for Læger" – var smuldret ind til næsten intet, og i hvert fald slet ikke til en konsekvens af en ond vilje. Men Espersen havde jo fået Cavlingprisen, det var derfor hans prestige, at det skulle være den store skandale.
    Hvordan kan han i sin artikel opretholde dette billede? Jo, det kan han ved, på trods af artiklens størrelse og rubrik: BAGGRUND, helt at undlade at omtale den anklagedes redegørelse (forsvar) i Ugeskrift for Læger. Dernæst er artiklen så rodet og svært gennemskuelig, at det er vanskeligt at få hoved og hale på hans argumentation.
    Desuden er den fuld af små insinuerende udsagn. F.eks skriver han (min kursivering): "Nu kom det frem, at Østre Landsret i al ubemærkethed havde afsagt dom i en erstatningssag mod Aarhus Kommunehospital". – Havde retssagen været hemmelig? Var dommen afsagt for lukkede døre? Og et andet citat: "Nu indrømmede man, at et andet stof, Per-Abrodil kunne fås under krigen, hvorimod det efter krigen særligt i 1946, var svært at skaffe". Men hvorfor skriver han ikke lige ud, at det ikke kunne fås? Og hvorfor ordet "indrømme" i stedet for "oplyse"? Endelig undlader han at fortælle om skønsmændenes konklusion, at man ud fra datidens viden burde have foretrukket Thorotrast frem for Per-Abrodil.  

    Det mest kompromitterende er i imidlertid følgende udsagn, der angiveligt baseres på en anonym embedsmand i sundhedsvæsnet (min understregning):"Adskillige patienter er blevet uskyldige ofre for en fejlbehandling med et røntgenkontraststof. De får lov til at dø af leverkræft og nyrekræft uden erstatning eller hjælp til de overlevende". Det er en meget alvor anklage, der nærmer sig en anklage for uforsætligt manddrab. Baseret på en anonym kilde. 
    Om Retslægerådet hedder det, på trods af at journalisten på dette tidspunkt også måtte være vidende om, at der ikke var tale om inhabilitet: "Var der nogle, der stod sammen i "Smilets by", var det lægehierarkiets øverste, men smilet stivnede, da sagen kom offentlig frem."
    Og endelig skriver han:" Det næste afgørende spørgsmål, som Retslægerådet skulle besvare, var, om der i 1946 var andre kontrastmidler end Thorotrast. Rådet svarede NEJ – med stort. Den berømte klap var igen gået ned." – Her er Espersen helt gået i selvsving. Retslægerådet var nemlig aldrig blevet spurgt, om der var andre kontrastmidler. Og for øvrigt var der kun Thorotrast i 1946.
    Alt sammen skrevet af en journalist, der har fået Dansk Journalistforbunds største hædersbevisning, Cavlingprisen. 

    Jeg husker min fars resignerende reaktion, da han havde læst Information: "Det var det, jeg sagde. Der var ingen grund til at skrive den artikel i "Ugeskrift for Læger". Pressen har taget stilling. De vil ikke forstå det". Og som Steen Olsen formulerede det: " Pressen vil altid få det sidste ord, for det er på deres scene, det hele udspiller sig".

    I vores omtale af journalisten i filmen er vi klart polemiske, af hvilken grund vi også i bogen redegjorde for vores ækvivaleringer. Men igen underdriver vi i vores anklage. Den ligger alene i, at journalisten ved vores opdigtede Cavlingpris-overrækkelse siger: " Jeg kan tilføje, at først nu… har den ansvarlige overlæge i "Ugeskrift for Læger"… skrevet en artikel… hvor han langt om længe rykker ud med sandheden at der havde været advarsler mod Thorotrast, og at der havde været et ufarligt alternativt stof…" Altså en bevidst fordrejende udlægning, men tonen er mindre grov, end den var i artiklen i Information, hvor Espersen smagfuldt formulerede: "Skeletterne vil vælte ud af skabet, hvis døren gik op". 

    Mærkværdigvis lod Politiken Espersen anmelde vores bog, som han forståeligt nok ikke brød sig om. Men i anmeldelsen undrer han sig over, at jeg hæfter mig ved én enkelt artikel i Information, når han har skrevet omkring 120 om emnet. Men det er fordi, at netop den artikel var den resumerende artikel, hvor han kunne have fremlagt den komplekse sandhed om Thorotrast, som han på det tidspunkt mere end andre lå inde med.
    I stedet skrev han en uoverskuelig artikel med afgørende fortielser, bevidst fordrejede oplysninger og insinuerende formuleringer og det usleste pressen kan præstere: en alvorlig anklage baseret på en anonym kilde. Alt sammen for at fastholde billedet af, at han skulle have afsløret en skandale.

    Espersen vedgår imidlertid i Politiken, at hjernekirurgerne den gang ikke begik nogen lægefejl, for som han siger: "Det er allerede slået fast i to landsretsdomme". Det har Poul Behrendt imidlertid ikke forstået, på trods af at han har læst Espersens anmeldelse.
    I et interview til TV2 sagde Espersen desuden: "De behandlende læger gjorde, hvad de kunne for at hjælpe deres patienter", og tilføjede: "Det var ikke lægerne, der gjorde noget galt. Det var myndighederne, der hindrede patienterne i at få erstatning". Men Espersen er lægefaglig ekspert. Han ved godt, at der den gang ikke var mulighed for at få erstatning, hvis der ikke var begået en lægefejl. Så på vanlig vis tvister han sit udsagn.

    I filmen som i virkeligheden gennemgik min far alle de gamle Thorotrast-journaler og delte dem i to grupper: Dem der var uden betydning, fordi patienten var død af andre årsager – og dem han ville undersøge nærmere, fordi patienten muligvis var død eller kunne risikere at dø som følge af Thorotrasten. For som han sagde: "Jeg er nødt til at kende sandheden".
    For der var enkelte patienter, der ville have klaret sig bedre uden Thorotrast. Ikke fordi indikationen ikke var i orden. De havde alle haft symptomer eller kliniske tegn, der ville have medført, at det ville have været en grov lægefejl, hvis man ikke havde undersøgt dem med Thorotrast. Men efterfølgende – som gammel mand – kunne min far ikke lade være med at plage sig selv med den tvivl, enhver læge må sidde med: "Kunne jeg have gjort det anderledes?" Det er en moralsk problematik – ikke en juridisk. Det er derfor ikke et spørgsmål for Retslægerådet, som Poul Behrendt ellers mener.
    Desuden forstår Poul Behrendt heller ikke, at man som pårørende til en gammel mand føler, at der er grænser for, hvor meget han skal plage sig selv.

    Og lad os så prøve at se på den fiktive historie om Riber, idet jeg understreger, at historien ikke er polemisk. Det ville den selvfølgelig have været, hvis det var Retslægerådet, vi ville skose. Men det var ikke hensigten, og sådan har hverken Retslægerådet eller John Riishedes døtre (som jeg allerede kort efter premieren talte med) opfattet det.
    Riber er inhabil, da han var ansat på afdelingen, medens man brugte Thorotrast, og desuden har han noget i klemme, da han mod afdelingens instruks brugte Thorotrast til tvillingerne. Han har derfor en klar interesse i at nedtone faren ved Thorotrast. Men han er ikke Retslægerådets formand, som Poul Behrendt har brug for at hævde.
    Men lad os nu forestille os, at Malmros i den pinagtige samtale med medicinaldirektøren havde sagt: "Hele konflikten skyldes, at Riber i mit fravær har brugt Thorotrast til et tvillingepar for at afklare deres epilepsi". Så ville medicinaldirektøren have svaret: "Jamen Malmros, hvad er der galt ved det? Hele verden bruger Thorotrast til alle mulige formål. En norsk doktordisputats har så sent som i 1944 fastslået, at med de små doser Thorotrast, vi bruger, er der ingen risiko. Det er da genialt, hvad Riber har gjort". Så ville Malmros have svaret: "Jamen jeg er bange for Thorotrast, så instruksen på min afdeling er, at Thorotrast kun må bruges på vital indikation". Så ville medicinaldirektøren have sluttet: "Jamen Malmros, De var i Amerika. Riber var chef, medens De var væk. Så er det ham, der bestemmer. Og desuden er epilepsi ingen harmløs lidelse. Man kan dø af det".
    Ved at holde sin viden for sig selv handler Malmros fortsat anstændigt. Og i min personlige ækvivalering ved jeg, at han var en endnu større hædersmand, end jeg af blufærdigheds grunde føler, jeg kan fortælle i filmen. F. eks, oplyste min far aldrig, at det slet ikke var ham, der havde lavet den omdiskuterede Thorotrast-undersøgelse. Men at vi med vores moralske (men ikke juridiske) dom over Riber ifølge Poul Behrendt prøver at frikende Malmros går over min fatteevne.  

    Og så lige en sidste gang om Thorotrast: Den første Thorotrastsag havde dybest set to anklager. Den første var, at man havde foretaget en A-grafi for at afklare patientens høje blodtryk / coarctatio (mislyd ved hjertet). Denne anklage er så pinlig for sagsøger, at vi hensynsfuldt forbigår den i filmen, men uden at være hånlige lige akkurat omtaler den i bogen. Forstå mig ret: Blod i spinalvæsken er, hvad man i en anden sammenhæng ville kalde "den rygende revolver". Har man set blodet, så har man set hjerneblødningen. I hvert fald når man medtager patientens sygehistorie og symptomer.
    Den anden anklage var den globale om det betimelige i overhovedet at bruge et så potent stof som Thorotrast – en anklage, min far skal dele med alle de andre læger verden over, der undersøgte de resterende 4.000.000 patienter. Det er denne komplicerede problematik, filmen tager alvorligt og prøver at behandle, så lægmand kan forstå det.
    Men ironien er, at netop den læge, man anklagede, var ham der forudseende – og før andre – havde gjort, hvad han kunne for at undgå Thorotrast, men som ved en forbandelse havde været tvunget til at bruge det for at redde sine patienter her og nu, og uden tvivl også på længere sigt – statistisk set.
    Det er baggrunden for, at jeg i forbindelse med filmens lancering sagde – hvad Poul Behrendt har svært ved at fatte, på trods af at jeg også forklarer det i vores bog – at filmen ikke er lavet for at forsvare min far. For han har ikke noget at skulle forsvare – forstået juridisk.

    Og en sidste gang om Riishede:
    Behrendt skrev i EKKO #35: "Historien er den stærkest tænkelige sværtning af "Ribers" alter ego, afdøde professor, dr. med. John Riishede".
    På den baggrund følte jeg mig forpligtet til at dementere i EKKO #36, hvor jeg påpegede, at Riishede ikke kunne have den rolle, som Behrendt tildeler ham.
    Det fik Behrendt til i samme nummer af EKKO at svare: "Som enhver kan se, identificerer jeg netop ikke John Riishede med Ribers rolle i "At kende Sandheden". (sic NM)
    Hvorpå Behrendt igen i "Den hemmelige note" omtaler John Riishede som Ribers alter ego. Er jeg ene om at være forvirret? I hvert fald er Poul Behrendt her enten pinligt selvdementerende eller ekstremt subtil.

    I og med at samtlige Poul Behrendts præmisser er fejlagtige, er det tidsspilde at diskutere hans konklusioner. Men jeg kan ikke lade være med at blive rystet over, at Behrendt i ramme alvor forestiller sig, at jeg skulle være så naiv at konstruere en løgnehistorie for at frikende min far. Og oven i købet lave en bog og fortsat tro, at ingen vil opdage det.
    Derimod er jeg forundret over, at en litteraturmand kan læse vores bog, som fanden læser biblen. Min eneste forklaring er, at Behrendt er gået videre og har studeret vores angivne kilder, men uden at gøre sig klart, at disse netop er nævnt, fordi de er uvederhæftige. F.eks. stammer den fejlagtige brug af Riishede-citatet fra en artikel i Det fri Aktuelt, som er afbildet i vores bog - men som et eksempel på hetz.

    I forbindelse med Thorotrast-sagen var der seriøse røster, der plæderede for, at det skulle være lægfolk, der sad i Retslægerådet. At dette ville være en katastrofe, kan man se af, hvor galt det kan gå, når selv en begavet mand som Poul Behrendt vil gøre sig klog på, hvad der er en lægefejl. Og med ukritisk brug af sine kilder, hvor et citat kan stamme fra en anden sammenhæng, end Poul Behrendt er klar over, og derpå tildeles et omvendt fortegn, sætter han desuden sin analytiske troværdighed på spil. Og at udtale, at Retslægerådet er korrupt uden så meget som at have læst dommen, vil jeg betegne som utilgivelig sjusk. Og ved uden rimelig berettigelse at nævne afdøde professor John Riishede ved navn er det ironisk nok Poul Behrendt, der på stærkest tænkelige måde sværter en uskyldig mand til. Og selv efter at Poul Behrendt er blevet advaret om, at han er på galt spor, gentager han sin fejlagtige pointe med det resultat, at der i en anmeldelse af Behrendts bog stod, at den afslørede, at "Riishede havde lavet forsøg med børn". Skammeligt.

    Thorotrast-sagen var ikke en skandale, men en tragedie. Lægerne stod i en fortvivlet situation, hvor man for at redde menneskeliv og menneskeår havde været tvunget til at anvende et problematisk, men uomgængeligt stof. Og for at sætte tingene på spidsen, vil jeg vove at påstå, at hvis der ikke var kommet noget alternativ, ville man – selv med den viden man har i dag – fortsat bruge Thorotrast. Selvfølgelig ville man skærpe indikationen og forbedre teknikken, så man kunne indskrænke den injicerede mængde til et minimum. Men man ville fortsat bruge Thorotrast, hvis alternativet var at overlade en patient med et bristet aneurysme til sig selv – med under 25 % chance for at patienten ville være i live to år efter.

    Takket være den "hemmelige" registrering af Thorotrast-patienterne har vi i dag overblik over, hvor stor tragedien var: 80 % fik aldrig mén af Thorotrasten. 20 % udviklede cancer 20 til 40 år efter. Men det var altså patienter, der for en stor dels vedkommende havde været i overhængende livsfare, og hvis liv man havde reddet. For hin enkelte patient, der døde af Thorotrast, var det selvfølgelig en tragedie. Men det er også hin enkelte, enhver anstændig læge ønsker at hjælpe.


 
  
 
Behrendts påstande:  Svar:
Patienten blev fejldiagnosticeret 
Nej. 
Patienten havde indiskutabelt haft to hjerneblødninger. Det ville derfor have været en utilgivelig lægefejl ikke at lave en A-grafi på ham.
Retslægerådet og deres kendelse var korrupt Nej.
Retslægerådet var ikke inhabilt.

Retslægerådet oplyste bl.a. om den væsentligste advarsel, nemlig Bauers om cancerrisikoen.
Derimod oplyste retslægerådet ikke om de afgørende forhold, der endegyldigt ville have frikendt Århus kommunehospital (Engesets doktordisputats).
Der blev ikke begået nogen lægefejl, da man undersøgte patienten med Thorotrast.
Ribers alter ego er Riishede  Nej.
Riber er en opdigtet person.
Riishede var ikke ansat på afdelingen, da man brugte Thorotrast.
Riishede sad ikke i Retslægerådet, men var beskikket som sagkyndig.
Der var ikke noget modsætningsforhold mellem Riishede og min far.

Filmen blev vist ved åbningen af den Skandinaviske neurokirurgiske Kongres i København i 2006. Det ville man næppe have gjort, hvis den var den stærkest tænkelige sværtning af den forrige professor på Rigshospitalet.
Riishede erkendte sin inhabilitet til Ritzaus bureau Nej.
Citatet stammer ikke fra et interview til Ritzaus Bureau, men fra en artikel i Politiken, hvor Riishede tværtimod ironiserer over påstanden om, at han var inhabil.
Det var journalisten, der afslørede, at der havde været alvorlige advarsler mod Thorotrast siden 30'erne  Nej.
Det fremgik bl.a. af Retslægerådets svar og stod eksplicit i dommen.
Med filmen vil jeg rense min far for en skyld, som han ikke selv ønskede at blive renset for  Nej.
Jeg kan ikke rense min far for en juridisk skyld, han ikke har. 
Men jeg ville gerne lette ham for noget af den universelle skyldfølelse han med rod i en indremissionsk opdragelse plagede sig selv med på sine gamle dage. 


 
 
  

 TIDSANGIVELSER
1931          Thorotrast introduceres til brug ved A-grafi.
 
1937 Bauers første advarsel mod brugen af Thorotrast.
 
1942 Per-Abrodil introduceres i København.
 
1943 Bauers skærpede advarsel om Thorotrast.

Per-Abrodil vælges som ”first drug of choice” i Århus.
  
1944 Engesets doctordisputats om Per-Abrodil og Thorotrast.
 
1945 Man løber tør for Per-Abrodil i Århus.
 
1946 Patienten i Thorotrastsagen undersøges med Thorotrast.
 
1947  Umbradil introduceres. Man ophører med at bruge Thorotrast til A-grafi i Danmark.
 
1949 Første patient i Danmark med en Thorotrast-relateret cancer.
 
Thorotrast-registret oprettes.
 
1952 Endnu på dette tidspunkt bruger man Thorotrast i Amerika.
 
1985 Dom i Thorotrastsagen fra Århus.
 
1988 John Riishedes artikel i Politiken.
 
Thorotrastskandalen kulminerer.
 
Malmros’ redegørelse i ”Ugeskrift for læger”.
 
1989 Jens Jørgen Espersen får Cavlingprisen.
 
1991 Skønsmændenes udtalelse i Thorotrastsagen fra København.
 
1992 Jens Jørgen Espersens artikel i Information.
 
Dom i Thorotrastsagen fra København.
 
2000 Richardt Malmros dør 95 år gammel.
 
2002 Premiere på ”At kende Sandheden” og udgivelse af bogen om filmen.
 
Jens Jørgen Espersens anmeldelse af bogen ”At kende Sandheden” i Politiken.
 

2006

 
2007

Poul Behrendts artikel om film og bog ”At kende Sandheden” i EKKO. 

 
Poul Behrendts bog ”Den hemmelige note”.


 
 
 
 
 
KILDEHENVISNINGER:

Poul Behrendt: ”Thorotrast som sandhedsserum?”, EKKO #35, november-december 2006.

Poul Behrendt: ”DEN HEMMELIGE NOTE. Ti kapitler om små ting der forandrer alt”.
Gyldendal 2007

Jens J. Espersen: ”Thorotrast – en sag med katastrofale følger”, Information 12. november 1992.

Jens J. Espersen: ”Faderen, Sønnen og Thorotrasten”, Politiken 10. november 2002.

Richard Malmros: ”Arrogante neurokirurger og bedrevidende radiologer. En kommentar”,
Ugeskrift for Læger nr. 22/1988.

John Riishede: ”Læger kontra lægfolk”, Politiken 1. januar 1988.

Brev fra Justitsministeriet til Sundhedsministeriet.  Journ. 3. k. 19.  nr. 88  945 – 10.   18. februar 1988.

Arne Engeset:  CEREBRAL ANGIOGRAPHY WITH PERABRODIL,
Acta Radiologica Supplementum LVI, Oslo 1944.



Download som Word-dokument